Tour de France – Je t’aime, Moi non plus …

Forleden dag stod jeg op og Faren var allerede kørt. På sin cykel. Det er Tour de France. Det er serious business.

Ikke nok med fire børn, skulle dejlige Far have cyklen med i bilen. Det var vigtigt, fordi her er bjerge. Mange bjerge. Rigtig gode bjerge at køre, skulle jeg forstå. En slags rytterparadis.

Hvis du spørger mig er cykling er en møgsport,. Om sommeren får du maks straf som familiemor. Her er nogle af de ting, som medfølger Farens nye lidenskab:

1: Cykelsport tager lang tid at overståes (kontra løb, som var Farens tidligere aktivitet). I al denne tid er du alene om børnene.

2: Cykelsport skal også ses på TV. I al denne tid er du alene om børnene.

3: Når etapen er overstået, skal den analyseres. I al denne tid er du alene om børnene.

4: Din mand bliver mærkeligt usexet solbrændt.

5: Din mand går i grimt, alt for tætsiddende tøj med endnu grimmere sko.

6: Din mand vil fjerne hår på benene af ukendt, ikke evidensbaseret årsag. En mand uden hår på benene, nej tak.

7: Hver gang du vil købe nye sko, får du at vide, at han vil have en ny cykel (ca 100 gange dyrere…).

8: Der siges, at nogle mænd kører en privatøkonomi for at købe cykelting. Krydser fingerne for, at Faren ikke er en af dem.

Faren, som mange andre mænd, prøver nogle gange at få mig til at indse og forstå, hvor spændende Tour de France er. Men uanset, hvor meget jeg prøver, fungerer det ikke. Faren foreslå endda også engang, at jeg skulle prøve landevejscykling. Min respekt for mig selv moden forbyder mig dog helt at overveje et sekund at gå i det grimme tøj…Desuden er jeg mere en af den slags kvinder:

1075724_10151585015655345_238922420_n

 Det generer mig faktisk slet ikke, at Faren cykler. Han passer på sig selv og sin krop. Han ser da ret lækker ud, hvis du spørger mig. Det er bare den tid, han rent faktisk tager for sig selv, som betyder dobbelt straf for mig derhjemme, der generer mig. Siden vi fik børn, har vi konstant dårlig samvittighed. Når den ene laver noget sjovt, ved han, at den anden prøver at overleve aftensmaden med fire trætte unger. Det ødelægger lidt stemningen.

Inden vi fik børn, kunne Faren og jeg leve det liv, vi havde lyst til; altså uden at bede om lov… Nu har vi et liv, der ligner et stort kompromis, vi er blevet cand.mag. i diplomati og forhandling. Vi kan ikke drømme om at gå på toilet uden at spørge, om den anden er ok med det.

Tænk på det galskab, familielivet har ført med sig… 🙂

Reklamer

180 cm senge er det eneste rigtige …

Jeg sidder i sengen. Klokken er 23:48. Le petit sover ikke endnu. Tak forbandende syddansk måde at leve livet på.

Lige nu vil jeg hellere sove, men Le Petit skal have lys for at falde i søvn. Samtidig er La Petite som en tikkende bombe og kan vågne når som helst. Jeg prøver altid at finde ud af, om det er smartest at vente til hun vågner, amme og selv falde i søvn eller om jeg skal satse og lægge mig til at sove, mens jeg risikerer at blive vækket til en amning. Oh, livets dilemmaer…

Siden vi er kommet til Frankrig, har vi skullet vænne børnene til fransk tid og den franske måde at leve på. Ikke fordi det er første gang, men hver gang er det lige trættende eksotisk. Morgenmaden består af Chocapics, brød med smør og marmelade eller croissants. Vi glemmer alt om den sunde kedelig havregryn i disse uger. Frokost overvejer vi allerede ved morgenmadsbord. Den består hverdag tit af alt for meget mad, som lammer dig til lidt over klokken fire. Jeg kunne godt prøve at sove en lur men den korte espresso giver mig for meget hjertebanken. Endelig  kommer aftensmaden, som starter først efter apéritif og du er heldig, hvis maden kommer på bordet inden klokken otte.

Kort sagt, en helt anden verden for børnene, som ellers lever på meget dansk vis. De er påvirket på samme måde som med jetlag. Meget forvirrede. Meget sent oppe. Alt for sent. Klokken er nu 00:04 og Le Petit er først nu ved at give sig. Jeg kan mærke hans krop slappe af i mørket.

Sengen er 140 cm lang. Der er en babyseng ved siden af den. Le Grand har lagt sig i babysengen. La Petite snorker mellem puderne. Le Petit er på tværs ved enden af sengen, krammer mit ben. Hvor skal jeg dog lægge mig i nat?

Du må tænke: Men hvor sover faren? Ham og La Grande deler sengen i værelset ved siden af. Faren og jeg har nemlig ikke sovet sammen siden vi kom i Frankrig. Ja, det er virkelig tale om en god ferie for os to! Små senge og mange børn. Det er opskriften. Glæder mig til at komme hjem og dele min seng med ham igen.

Desuden har det regnet i to dage nu.

Nogen, der sagde, at det her var en ferie?

Jeg er Marilyn …

Jeg har født for tre måneder siden. Mit fjerde barn. Fire børn i otte år. Fire graviditeter. Fire gange ni måneder. Gravid i mere eller mindre seks og tredive måneder. Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke helt ligner mig selv længere.

De to første gange har jeg været en udstrålende gravid kvinde, viste maven overalt, i stramt tøj og med stort smil på læberne. Jeg skabte livet på smukkeste vis. De to sidste gange har jeg for det meste følt mig som en babymaskine. Et tungt, besværet væsen. En Bauhaus-agtig fabrik. Ikke spor sjovt.

Forholdet til kroppen er nok en issue for de fleste kvinder, især dem der har født og som samtidig er utrolig glade for vin og mad. Ligesom mig! Jeg er en del kilo tungere end da Faren og jeg mødte hinanden. Faktisk ved jeg helt præcist, hvor mange kilo tungere jeg er. Sådan er vi, kvinder.

Tit drømmer jeg dog at disse kilo aldrig er blevet taget på (glemmer jeg?). Kender du det? Jeg føler mig som en slags Charlotte Gainsbourg, slank på grænsen til det anorektiske, høj, med tynde ben, nul numse og mini boobs. Sådan nogle der kan overleve uden BH… Desværre ligner jeg mest Marilyn Monroe i kropsbygning, en generøs volume med provokerende bryster (jeg ammer jo!). En af mine rigtig gode veninder er meget høj og så slank, at man ikke forstår det; hun har jo født to børn! Gad vide, om hun også drømmer sig til en Dita Von Teese, når hun rent faktisk ligner mest Kate Moss. Med andre ord, er vi nok aldrig helt tilfredse med vores udseende.

Men hvorfor skal vi altid være så ked af vore små deller, hængende bryster eller den uundgåelige appelsinhud…Medierne måske? Jeg læste for eksempel engang om ”mor-røven”. Smukt begreb for en flad numse. Ja, værsgo og tak. Vi sidder jo i timevis og ammer. Den slags læsning hjælper ikke ligefrem på min selvtillid. Er dermed begyndt at tjekke numsen. Ret tit.

Kroppen er mangfoldig. De fleste af os er bare almindelige, men dog meget smukke kvinder. De mange ”ar”, som kroppen er efterladt med efter de mange graviditeter, om det er de tre kilo for meget, som man aldrig tabte, om det er røven, som er blevet større eller mindre, om det er maven, som nu er fyldt med strækmærker eller den trælse kejsersnitsar, de skal alle sammen ses som noget naturligt og måske endda smukt. De er tegn på livet.

Faren sagde engang til mig, at han faktisk holdt at mine strækmærker, de var sådan lidt krigeragtige… I love it (and Him). Siden er jeg faktisk selv begyndt at synes om dem.

Ham, den kloge Far fortalte mig for nylig, at jeg ikke havde forstået helt, hvordan mændene fungerer. Det var efter jeg havde undret mig over et umage par på TV. Han var ret flot og hun var ret almindelig (ja, jeg dommer også andre mennesker, jeg er et ondt menneske). Faren forklarede mig så noget så betryggende som, at mændene falder oftere for en kvindes charme, latter, udstråling, gode humor og humør eller for øjnene, der smiler end for en flot røv og nogle høje, runde bryster…(hvis mændene ikke er deltagere i programmet For lækker til Love, selvfølgelig). Jeg kan måske sagtens forstå ham, for hvem gider at leve livet med en flot men trist kvinde? Der er heldigvis ikke så mange utrolig flotte, charmerende og sjove kvinder, vel?

Så pyt med de fem kilo jeg mangler at tabe og hurra for madglade jeg! (Især når jeg nu er i Frankrig…). Jeg må lære at leve med de der utrolig ucharmerende mavedeller lidt endnu og arbejde på mit lækre smil og mine maliciøse øjne.

Det er i virkelighed andre ting vi hellere skulle fokusere på og endelig lære at elske vores “krigerkrop”…

Kig endelig på Jade Bealls hjemmeside, hvis du mangler inspiration til at elske dig selv og din ”morkrop”. Hun har iværksat projektet A beautiful Body –A book Projekt. Volume 1:  The mother’s body, som er en bog om moderkroppe. Billederne er meget rørende og utrolig smukke. Kroppe som min, som din set med fotografens kærlige øje. Du kan læse mere om hendes bog og selv se hvor smukke vi er her.

a beautiful body project

Ferie?

Jeg har nu længe overvejet, hvad jeg skulle skrive om i min blog. Jeg kunne bare skrive om mit rige liv som mor til fire børn eller mine tanker som franskmand i det danske samfund. Måske om mine refleksioner som lærer i den danske folkeskole eller om mine oplevelser med de ting, jeg går op i, som kunst, arkitektur eller håndarbejde. Jeg kunne bare aldrig rigtig komme i gang, fordi der aldrig var noget “klogt” at skrive.

Men i dag fik jeg ”bare” lyst til at bruge skriveriet til at komme af med frustrationerne. Det må så være min måde at starte mit offentlige bloggerliv på.

Det er sådan, at jeg som franskmand i Danmark har en fast feriedestination hver sommer, nemlig min barndomslandsby. Jeg er rejst fra Danmark for godt tre uger siden med mand og børn, altså næsten.

La Petite (nummer 4 / 3 mdr) er som det eneste barn jeg kender utrolig utilfreds med at rejse i bil. Ja, hun skriger stort set hele tiden, når vi kører. Hele vejen. Eller det føles i hvert fald sådan. Dette har betydet, at jeg, la Petite og le Petit (nummer 3 / snart 3 år) er rejst lidt i forvejen med tog. Det foregik over alle mine forventninger, det vil sige godt. Vi overlevede. Også selvom vi sad hele fem vogne fra den nærmeste pusleplads…

Efter en uge hos mine forældre, som, må jeg konstatere, er blevet gamle og ikke kan tåle så meget mere, kom de to store, le Grand (nummer 1 / 8 år) et la Grande (nummer 2 / 6 år) med den dejlige Far (33 år). Han var i hvert fald stadigvæk dejlig for en uge siden (nu ”hjælper han bare ikke nok”), da han som en stor helt kørte ind i indkørslen, endda en dag tidligere, for at redde overraske mig.

Men i dag, efter næsten tre uger, er det hele ved at brænde sammen. Klokken er 21:00, ingen børn sover, Ipaden fortæller historien i stedet for de trætte forældre, le Petit elsker mig så meget, at Faren ikke duer til noget, men det er svært at være så elsket (læs: kravlet på), når man er smadret, fordi man bærer la Petite i slyngen hele dagen lang…

Et eller andet sted, synes jeg måske, at det var forkert at vænne hende til slyngen. Men det var også nemmere dengang vi kunne sende de tre andre af sted hver morgen… Puha, dårlig samvittighed. Kan jeg udelukkende være en god mor, når andre passer dem om dagen? Det føles i hvert fald, som om jeg ikke selv kan passe mine egne fire børn i mere end tre uger uden at brænde ud. Men ok, jeg sover jo heller ikke så godt om natten, det har jeg jo ikke gjort i knap ni år nu. Amningen og babygråd samtidig med en treårig, der skriger, at han gerne vil have vand og to pre-teens, som keeeeeeeeder sig, så snart vi ikke er i en forlystelsespark.

I aften var jeg helt, helt færdig. Vi skulle spise hos mine forældre, men jeg var ikke sulten, jeg havde ikke lyst til at være social, jeg var bare svimmel og havde mest lyst til at sove. Men så skete det, at le Petit begyndte at prøve sig frem på fransk og med sine sprogfejl og sin naturlige nuttethed fik hele familien til at skraldgrine.

Så sagde min far, at sådan var det jo med en stor søskendeflok og det er så rigtigt. Det var derfor vi fik dem: de der små øjeblikke, som er hele trætheden og underskud værd. Den gode stemning under middagen gav mig lidt energi tilbage og mod på at fortsætte mine ferie (ja, du læste rigtigt: mod!).

Jeg skal bare tænke på, hvor kedeligt mit liv bliver den dag, de flytter hjemmefra…I mellemtiden har rødvinen og ostene ventet på Faren og jeg i over en uge nu. Vi købte dem, så vi kunne få kærestetid, når børnene sov. Du ved, det med at drikke et godt glas rødvin med gode ost og lækkert fransk brød på terrassen (og ikke franskbrød, nej, nej, nej, men det må vi skrive om en anden gang…), nyde aftensvarme og naturens lyde mens børnene sover dybt på første etage. Ja, om tyve år måske…