Det er snart juleaften.

Jeg sidder i et mørkt værelse i Frankrig, hvor tre ud at mine fire børn er ved at falde i søvn. Vi er ikke hjemme, de har brug for deres mor i disse ikke helt så familiære omgivelser.

I værelset ved siden af, en tikkende bombe: La Petite sover, men truer konstant Øjeblikket, hvor de tre store endelig er faldt i søvn.

Vågner hun, skal jeg gå. Hvis jeg går, kommer Le Petit helt sikkert ind på værelset og råber (han kan af ukendte årsager simpelthen ikke hviske ting…) : ”Moar, kommer du?”, hvilket resulterer i at La Petite vågner helt og så kan jeg starte helt forfra.

Jeg kampsveder, har hjertebanken og lyst til at dræbe nogen.

Det er min helt egen overlevelseskamp, en uge hos Papi og Mamie, uden Faren.

BS Christiansen er som babymos i sammenligning.

Jeg sidder i mørket. Mit hår er beskidt og sidder helt forkert. Jeg er selvfølgelig blevet gylpet på i løbet af dagen i bedste barselsstyle. Mit ryg gør ondt, mine negle trænger til lak, mine ben til voks og jeg vil i seng og sove selvom klokken kun er 21:49.

Som en af La Grandes kloge veninder engang sagde til mig med stor medlidenhed i øjnene :

”Det må være svært at have så mange børn…”

Reklamer