Jeg har været i Danmark i ti år nu. Jeg kan sagtens huske dengang jeg kom hertil. Min første vinter var meget forvirrende. Jeg blev fuldstændigt rundtosset og begyndte at lave aftensmad kl.14:00. Jeg kunne slet ikke finde ud af det. Måltiderne var en del anderledes end mine hidtil ”apéritif-entrée-hovedmåltid-dessert”.

Sproget var svært at lege med og jeg har tit følt mig som en tiende del af mig selv, fordi jeg slet ikke kunne udtrykke tingene præcist nok. Hvis nogen ringede ved vores dør uanmeldt, vidste jeg, at der kun var to muligheder, den befrygtede licensmand eller min italienske veninde. Så meget plads til spontanitet var der i mit nye liv.

Engang var jeg hos nogen af Farens bekendte og jeg lagde mærke til en lille abe i træ, hængende over spisebordet. Sjovt, usædvanlig, lille stykke dekoration, tænkte jeg… Var de vilde med aber or what? Det var inden jeg stiftede bekendtskab med de meget indforståede danske regler for indretning. Alle jer, der sidder og læser disse linjer ved godt hvilken abe, jeg taler om, ikke ?

Det tager lang tid til at lære disse uskrevne regler. For eksempel må man aldrig sige nej til at en kop kaffe. Integrationen bliver nok en del sværere, hvis man ikke bryder sig om den sorte drik. Jeg kan erindre flere lejligheder, hvor jeg fik hjertebank og blev svimmel, fordi jeg havde drukket for meget kaffe og indtaget alt for store mængder kage til den.

Af ting, som kunne have forhindret min integration kan jeg nævne at:

–       Jeg kan ikke lide rugbrød.

–       Jeg kan blande smørebrød, som det passer mig. Jeg er ikke bange for at putte rødbeder på en fiskefilet.

–       Jeg nogle gange giver mine børn (og selv spiser) kiks til morgenmad.

–       Jeg aldrig før i mit liv har hørt, at havregryn skulle være den sundeste morgenmad i hele verden. (Min far synes, at jeg mishandler mine børn ved at give dem havregryn…).

–       Jeg nægter at skrive hvem gaverne er fra til Jul, for det er jo Julemanden, som giver gaverne!

–       Jeg kan ikke lide risengrød som hovedmåltid (det er jo en dessert!).

–       Jeg krammer og kysser (med det kan de fleste dansker godt lide…J)

Med mere. Det vil jo være for lang for afslørende en liste at skrive mere…

Nå, men det var bare for at sige, at jeg indtil sidste uge syntes, at jeg havde godt styr på de danske uskrevne regler generelt og at min integration var (sådan stort set) fuldført.

Det var indtil sidste uge, hvor vi var til Grillfest i La Grandes SFO. Jeg har en utrolig travl hverdag og grillfesten fandt sted om tirsdagen. Tirsdag er en dårlig dag, da Faren arbejder sent. Denne tirsdag var så travlt, at jeg mandag aften ikke kunne falde i søvn…Der var babygymnastik, en veninde til kaffe, to PhD studerende til workshop med Le Grand, musik med Le Petit og endelig Grillfesten. Den dag svedte jeg en del…

eg nåede at købe ind til grillfesten inden gymnastik. Brød og pølser, det måtte være godt nok. Inden festen, to jeg lige de sidste to Coladåser i køleskabet. Det måtte da være nok til fem mennesker, tænkte jeg, selvom jeg ikke kunne tænke mere på det tidspunkt, da min fornuft var fordampet i sved. Jeg kom endelig til Grillfesten med mine fire unger. Så en lille smule læs meget træt ud. Faren var allerede der, min redning, min helt.

Kigger på ham og viser posen med maden, så måtte han klare resten. Alle de andre forældre er så smarte. De har styr på det og det er endda nogle, som har vovet at marinere deres kød! Hvor overskudsagtigt skal man lige have lov til at være til sådan en fest? Mødrene er slanke og har høj hæle på (kommer de direkte fra arbejde?). Jeg ser meget ud, som om jeg er på barsel. Nederen.

Men lige meget, mine fire skønne unger er søde (selvom de skændes om de to coladåser) og min dejlige mand griller vores mad. Jeg har selvfølgelig ikke bestik eller tallerkner med, det er spejder-style eller ”fire børn og jeg prøver at overleve dagen”-style. Faren kommer tilbage med pølserne på en Askepottallerknen lånt af nogle bedre forberedt medlidende forældre.

Jeg har selvfølgelig købt det forkerte brød men det er lige meget nu. Jeg har jo husket ketchup, det er altid det. Man skal se positivt på tingene.

Så siger Faren så stille og roligt: ”Vi er de eneste med røde pølser”.

Ja, ok, og hvad så? Tænker jeg. Så griner de, ham og vores ven (ham med Askepottallerken).

Jeg forstår ikke noget.

Og så kan jeg lære det. Ligesom udtalelsen af den bløde ”d”, bliver jeg nok aldrig rigtig færdig med min integration. Man må aldrig købe de røde pølser! Hvor f… skulle jeg vide det fra? Det var jo skrevet hotdog-pølser på posen! Gad vide, om jeg tit ”dummer” mig og folk ikke siger noget?

Så kiggede jeg på de røde pølser og så faldt mit blik på de to røde dåser Cola (ikke Zero, Ikke Light), og så tænkte jeg, at jeg havde to valg. Enten kunne jeg være ked af at ligne en total white-trash husmor eller kunne jeg være en frontløber.

Jeg valgte så, at være betragte mig selv som en af dem, der skaber nye trends. Jeg vil, kan ikke være perfekt. Jeg når nok ikke at marinere kød til grillfester de næste 10 år, og hvad så?

Det eneste virkelig svære er nok, at alle de andre ikke endnu har forstået, at jeg er så ultramoderne.

la saucisse rouge

Reklamer