Jeg har født for tre måneder siden. Mit fjerde barn. Fire børn i otte år. Fire graviditeter. Fire gange ni måneder. Gravid i mere eller mindre seks og tredive måneder. Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke helt ligner mig selv længere.

De to første gange har jeg været en udstrålende gravid kvinde, viste maven overalt, i stramt tøj og med stort smil på læberne. Jeg skabte livet på smukkeste vis. De to sidste gange har jeg for det meste følt mig som en babymaskine. Et tungt, besværet væsen. En Bauhaus-agtig fabrik. Ikke spor sjovt.

Forholdet til kroppen er nok en issue for de fleste kvinder, især dem der har født og som samtidig er utrolig glade for vin og mad. Ligesom mig! Jeg er en del kilo tungere end da Faren og jeg mødte hinanden. Faktisk ved jeg helt præcist, hvor mange kilo tungere jeg er. Sådan er vi, kvinder.

Tit drømmer jeg dog at disse kilo aldrig er blevet taget på (glemmer jeg?). Kender du det? Jeg føler mig som en slags Charlotte Gainsbourg, slank på grænsen til det anorektiske, høj, med tynde ben, nul numse og mini boobs. Sådan nogle der kan overleve uden BH… Desværre ligner jeg mest Marilyn Monroe i kropsbygning, en generøs volume med provokerende bryster (jeg ammer jo!). En af mine rigtig gode veninder er meget høj og så slank, at man ikke forstår det; hun har jo født to børn! Gad vide, om hun også drømmer sig til en Dita Von Teese, når hun rent faktisk ligner mest Kate Moss. Med andre ord, er vi nok aldrig helt tilfredse med vores udseende.

Men hvorfor skal vi altid være så ked af vore små deller, hængende bryster eller den uundgåelige appelsinhud…Medierne måske? Jeg læste for eksempel engang om ”mor-røven”. Smukt begreb for en flad numse. Ja, værsgo og tak. Vi sidder jo i timevis og ammer. Den slags læsning hjælper ikke ligefrem på min selvtillid. Er dermed begyndt at tjekke numsen. Ret tit.

Kroppen er mangfoldig. De fleste af os er bare almindelige, men dog meget smukke kvinder. De mange ”ar”, som kroppen er efterladt med efter de mange graviditeter, om det er de tre kilo for meget, som man aldrig tabte, om det er røven, som er blevet større eller mindre, om det er maven, som nu er fyldt med strækmærker eller den trælse kejsersnitsar, de skal alle sammen ses som noget naturligt og måske endda smukt. De er tegn på livet.

Faren sagde engang til mig, at han faktisk holdt at mine strækmærker, de var sådan lidt krigeragtige… I love it (and Him). Siden er jeg faktisk selv begyndt at synes om dem.

Ham, den kloge Far fortalte mig for nylig, at jeg ikke havde forstået helt, hvordan mændene fungerer. Det var efter jeg havde undret mig over et umage par på TV. Han var ret flot og hun var ret almindelig (ja, jeg dommer også andre mennesker, jeg er et ondt menneske). Faren forklarede mig så noget så betryggende som, at mændene falder oftere for en kvindes charme, latter, udstråling, gode humor og humør eller for øjnene, der smiler end for en flot røv og nogle høje, runde bryster…(hvis mændene ikke er deltagere i programmet For lækker til Love, selvfølgelig). Jeg kan måske sagtens forstå ham, for hvem gider at leve livet med en flot men trist kvinde? Der er heldigvis ikke så mange utrolig flotte, charmerende og sjove kvinder, vel?

Så pyt med de fem kilo jeg mangler at tabe og hurra for madglade jeg! (Især når jeg nu er i Frankrig…). Jeg må lære at leve med de der utrolig ucharmerende mavedeller lidt endnu og arbejde på mit lækre smil og mine maliciøse øjne.

Det er i virkelighed andre ting vi hellere skulle fokusere på og endelig lære at elske vores “krigerkrop”…

Kig endelig på Jade Bealls hjemmeside, hvis du mangler inspiration til at elske dig selv og din ”morkrop”. Hun har iværksat projektet A beautiful Body –A book Projekt. Volume 1:  The mother’s body, som er en bog om moderkroppe. Billederne er meget rørende og utrolig smukke. Kroppe som min, som din set med fotografens kærlige øje. Du kan læse mere om hendes bog og selv se hvor smukke vi er her.

a beautiful body project

Reklamer