Jeg har nu længe overvejet, hvad jeg skulle skrive om i min blog. Jeg kunne bare skrive om mit rige liv som mor til fire børn eller mine tanker som franskmand i det danske samfund. Måske om mine refleksioner som lærer i den danske folkeskole eller om mine oplevelser med de ting, jeg går op i, som kunst, arkitektur eller håndarbejde. Jeg kunne bare aldrig rigtig komme i gang, fordi der aldrig var noget “klogt” at skrive.

Men i dag fik jeg ”bare” lyst til at bruge skriveriet til at komme af med frustrationerne. Det må så være min måde at starte mit offentlige bloggerliv på.

Det er sådan, at jeg som franskmand i Danmark har en fast feriedestination hver sommer, nemlig min barndomslandsby. Jeg er rejst fra Danmark for godt tre uger siden med mand og børn, altså næsten.

La Petite (nummer 4 / 3 mdr) er som det eneste barn jeg kender utrolig utilfreds med at rejse i bil. Ja, hun skriger stort set hele tiden, når vi kører. Hele vejen. Eller det føles i hvert fald sådan. Dette har betydet, at jeg, la Petite og le Petit (nummer 3 / snart 3 år) er rejst lidt i forvejen med tog. Det foregik over alle mine forventninger, det vil sige godt. Vi overlevede. Også selvom vi sad hele fem vogne fra den nærmeste pusleplads…

Efter en uge hos mine forældre, som, må jeg konstatere, er blevet gamle og ikke kan tåle så meget mere, kom de to store, le Grand (nummer 1 / 8 år) et la Grande (nummer 2 / 6 år) med den dejlige Far (33 år). Han var i hvert fald stadigvæk dejlig for en uge siden (nu ”hjælper han bare ikke nok”), da han som en stor helt kørte ind i indkørslen, endda en dag tidligere, for at redde overraske mig.

Men i dag, efter næsten tre uger, er det hele ved at brænde sammen. Klokken er 21:00, ingen børn sover, Ipaden fortæller historien i stedet for de trætte forældre, le Petit elsker mig så meget, at Faren ikke duer til noget, men det er svært at være så elsket (læs: kravlet på), når man er smadret, fordi man bærer la Petite i slyngen hele dagen lang…

Et eller andet sted, synes jeg måske, at det var forkert at vænne hende til slyngen. Men det var også nemmere dengang vi kunne sende de tre andre af sted hver morgen… Puha, dårlig samvittighed. Kan jeg udelukkende være en god mor, når andre passer dem om dagen? Det føles i hvert fald, som om jeg ikke selv kan passe mine egne fire børn i mere end tre uger uden at brænde ud. Men ok, jeg sover jo heller ikke så godt om natten, det har jeg jo ikke gjort i knap ni år nu. Amningen og babygråd samtidig med en treårig, der skriger, at han gerne vil have vand og to pre-teens, som keeeeeeeeder sig, så snart vi ikke er i en forlystelsespark.

I aften var jeg helt, helt færdig. Vi skulle spise hos mine forældre, men jeg var ikke sulten, jeg havde ikke lyst til at være social, jeg var bare svimmel og havde mest lyst til at sove. Men så skete det, at le Petit begyndte at prøve sig frem på fransk og med sine sprogfejl og sin naturlige nuttethed fik hele familien til at skraldgrine.

Så sagde min far, at sådan var det jo med en stor søskendeflok og det er så rigtigt. Det var derfor vi fik dem: de der små øjeblikke, som er hele trætheden og underskud værd. Den gode stemning under middagen gav mig lidt energi tilbage og mod på at fortsætte mine ferie (ja, du læste rigtigt: mod!).

Jeg skal bare tænke på, hvor kedeligt mit liv bliver den dag, de flytter hjemmefra…I mellemtiden har rødvinen og ostene ventet på Faren og jeg i over en uge nu. Vi købte dem, så vi kunne få kærestetid, når børnene sov. Du ved, det med at drikke et godt glas rødvin med gode ost og lækkert fransk brød på terrassen (og ikke franskbrød, nej, nej, nej, men det må vi skrive om en anden gang…), nyde aftensvarme og naturens lyde mens børnene sover dybt på første etage. Ja, om tyve år måske…

Reklamer