Ferie ?

Det er snart juleaften.

Jeg sidder i et mørkt værelse i Frankrig, hvor tre ud at mine fire børn er ved at falde i søvn. Vi er ikke hjemme, de har brug for deres mor i disse ikke helt så familiære omgivelser.

I værelset ved siden af, en tikkende bombe: La Petite sover, men truer konstant Øjeblikket, hvor de tre store endelig er faldt i søvn.

Vågner hun, skal jeg gå. Hvis jeg går, kommer Le Petit helt sikkert ind på værelset og råber (han kan af ukendte årsager simpelthen ikke hviske ting…) : ”Moar, kommer du?”, hvilket resulterer i at La Petite vågner helt og så kan jeg starte helt forfra.

Jeg kampsveder, har hjertebanken og lyst til at dræbe nogen.

Det er min helt egen overlevelseskamp, en uge hos Papi og Mamie, uden Faren.

BS Christiansen er som babymos i sammenligning.

Jeg sidder i mørket. Mit hår er beskidt og sidder helt forkert. Jeg er selvfølgelig blevet gylpet på i løbet af dagen i bedste barselsstyle. Mit ryg gør ondt, mine negle trænger til lak, mine ben til voks og jeg vil i seng og sove selvom klokken kun er 21:49.

Som en af La Grandes kloge veninder engang sagde til mig med stor medlidenhed i øjnene :

”Det må være svært at have så mange børn…”

Reklamer

Faren er en sengehest…

”Kan du komme i sengen, så babyen ikke falder ned på gulvet?”

Det bliver råbt fra soveværelset og ud til sofaen. Råbet er dog af kirurgisk præcision, en perfekt balance, det skal høres men ikke vække La Petite, som endelig er faldt i søvn igen. Klokken er fem om morgenen…

De fleste aftener putter jeg La Petite og falder selv i søvn. Når jeg vågner om natten, er der oftest en flok børn, der hvor Faren engang lå.

Faren er flyttet på sofaen. Jeg forestiller mig, at han kommer ind på værelset om aftenen, ser alle de børn, der optager sengen og opgiver sin ret til at sove ved min side.

 Så er man i det mindste beskyttet imod at få et femte barn i den nærmeste fremtid…

stilhed inden stormen

Jeg sidder på sofaen med en sovende baby. Fjernsynet kører, barsel.

De siger, at stormen i dag skal ramme Danmark. Det virker altid som om det bliver en slags ødelæggelsestilstand med mørke og elendighed som følge. Faktisk kan jeg godt blive lidt bange: jeg skal køre på landevejene og børnene skal cykle hjem. Jeg overvejer at redde hente dem tidligt og lade cyklerne være i skole for i dag. Man ved aldrig, hvordan træerne opfører sig under sådan en kraftig vind.

De fortæller, at nogen døde på grund af stormen i England. Personen badede i havet. Måske ikke så klogt, når det er storm. Dog lyder det som om de elsker at sige det, for stormen virker nu endnu farligere.

Jeg sidder på sofaen med en sovende baby. Det regner udenfor og jeg betragter både havestolene og trampolinen. Halvt ængsteligt, halvt ligeglad. Jeg kan jo ikke gøre noget fra den sofa…

De kommer nok til at flyve af sted alle sammen senere på dagen, hvis ikke Faren skynder sig at komme hjem inden stormen raser…

 

et liv i afbrudte sekvenser

Så gik det op for mig. Altså, hvorfor jeg ikke har kunnet skrive noget den sidste tid.

Først tænkte jeg, at jeg måske havde så meget ammehjerne (dette ord kender Word ikke, interessant…), at jeg var blevet helt dum.

Denne hypotese blev næsten bekræftet, da jeg en lørdag aften var blevet inviteret til fødselsdag. Der sad jeg ved siden af en meget flot 50-årig kvinde, som viser sig at være lærer og underviser i dansk, ligesom mig. Vi snakker om arbejde og jeg plaprer løs om, hvor interessant det er at undervise i litteratur og blablabla. Så spørger hun, hvad jeg selv læser af dansk litteratur. Black hole, hukommelsestab, ammehjerne, kald det, hvad du vil: jeg kunne simpelthen ikke finde på et eneste navn at namedroppe. Endte med at mumle lidt om Herman Bang og vendte mig mod den anden nabo, som på det tidspunkt virkede meget mindre farlig at snakke med. Så pinligt…

Så lidt dummere er jeg nok blevet de sidste seks måneder (det er jo babyens skyld, ikke?). Dog tror jeg ikke, at det er det, som gør, at jeg ikke kunne finde inspiration. Sandheden er, at jeg lige nu lever et liv, hvor jeg konstant bliver afbrudt. Når jeg tænker på det, er jeg tæt på sindsyg…

Jeg har i de sidste mange uger ikke kunnet blive helt færdig hver gang jeg:

–       har sovet

–       har spist

–       har drukket kaffe (her har jeg så nævnt alle mine basale behov…)

–       har ringet til familie eller venner (heldigvis er de fleste af mine venner også børnefamilier og har stor forståelse for og kendskab til den afbrudte livsstil. Har I lagt mærke til, når to børnefamilier spiser sammen, hvor sjældent alle voksne sidder samtidig ved bordet?)

–       har prøvet at have en (nogenlunde) fornuftig samtale med Faren (her kunne man dog sige, at det kunne have reddet mig væk fra dansklæreren fra fødselsdagen at blive afbrudt inden hun spurgte om min litterær smag…)

–       har lagt tøj sammen – vasket tøj – tørret tøj … (tøjhelvede, hvorfor f… bliver jeg ved med at købe nyt. Tre sæt per barn kunne jo sagtens være nok, eller? Jeg må være en stor masochist)

–       har prøvet at sy noget (det sidste gik så hurtigt, at La Grandes dukke fik det på i stedet for La Petite…)

–       har trænet mine mave- røv- og/eller bækkenbundmuskler hos fysioterapeut (hvordan skal jeg blive top lækker igen?)

–       har taget bad (dage med hårvask er ren luksus, hvilket ikke hjælper med at blive top lækker igen…)

–       har haft kærestetid (if you know what I mean…)

–       har siddet på toilet (ja, det er nok den værste…)

Sådan er det jo, livet med små børn, altså mit liv; bestående af endeløse hængepartier.

Ja, så, når man næsten ikke kan tisse færdigt, kan I nok godt forstå, at det kan være svært at finde tid til at blogge…

 

1396010_10202217968359097_1525542595_n

Om vigtigheden af madens farver

Jeg har været i Danmark i ti år nu. Jeg kan sagtens huske dengang jeg kom hertil. Min første vinter var meget forvirrende. Jeg blev fuldstændigt rundtosset og begyndte at lave aftensmad kl.14:00. Jeg kunne slet ikke finde ud af det. Måltiderne var en del anderledes end mine hidtil ”apéritif-entrée-hovedmåltid-dessert”.

Sproget var svært at lege med og jeg har tit følt mig som en tiende del af mig selv, fordi jeg slet ikke kunne udtrykke tingene præcist nok. Hvis nogen ringede ved vores dør uanmeldt, vidste jeg, at der kun var to muligheder, den befrygtede licensmand eller min italienske veninde. Så meget plads til spontanitet var der i mit nye liv.

Engang var jeg hos nogen af Farens bekendte og jeg lagde mærke til en lille abe i træ, hængende over spisebordet. Sjovt, usædvanlig, lille stykke dekoration, tænkte jeg… Var de vilde med aber or what? Det var inden jeg stiftede bekendtskab med de meget indforståede danske regler for indretning. Alle jer, der sidder og læser disse linjer ved godt hvilken abe, jeg taler om, ikke ?

Det tager lang tid til at lære disse uskrevne regler. For eksempel må man aldrig sige nej til at en kop kaffe. Integrationen bliver nok en del sværere, hvis man ikke bryder sig om den sorte drik. Jeg kan erindre flere lejligheder, hvor jeg fik hjertebank og blev svimmel, fordi jeg havde drukket for meget kaffe og indtaget alt for store mængder kage til den.

Af ting, som kunne have forhindret min integration kan jeg nævne at:

–       Jeg kan ikke lide rugbrød.

–       Jeg kan blande smørebrød, som det passer mig. Jeg er ikke bange for at putte rødbeder på en fiskefilet.

–       Jeg nogle gange giver mine børn (og selv spiser) kiks til morgenmad.

–       Jeg aldrig før i mit liv har hørt, at havregryn skulle være den sundeste morgenmad i hele verden. (Min far synes, at jeg mishandler mine børn ved at give dem havregryn…).

–       Jeg nægter at skrive hvem gaverne er fra til Jul, for det er jo Julemanden, som giver gaverne!

–       Jeg kan ikke lide risengrød som hovedmåltid (det er jo en dessert!).

–       Jeg krammer og kysser (med det kan de fleste dansker godt lide…J)

Med mere. Det vil jo være for lang for afslørende en liste at skrive mere…

Nå, men det var bare for at sige, at jeg indtil sidste uge syntes, at jeg havde godt styr på de danske uskrevne regler generelt og at min integration var (sådan stort set) fuldført.

Det var indtil sidste uge, hvor vi var til Grillfest i La Grandes SFO. Jeg har en utrolig travl hverdag og grillfesten fandt sted om tirsdagen. Tirsdag er en dårlig dag, da Faren arbejder sent. Denne tirsdag var så travlt, at jeg mandag aften ikke kunne falde i søvn…Der var babygymnastik, en veninde til kaffe, to PhD studerende til workshop med Le Grand, musik med Le Petit og endelig Grillfesten. Den dag svedte jeg en del…

eg nåede at købe ind til grillfesten inden gymnastik. Brød og pølser, det måtte være godt nok. Inden festen, to jeg lige de sidste to Coladåser i køleskabet. Det måtte da være nok til fem mennesker, tænkte jeg, selvom jeg ikke kunne tænke mere på det tidspunkt, da min fornuft var fordampet i sved. Jeg kom endelig til Grillfesten med mine fire unger. Så en lille smule læs meget træt ud. Faren var allerede der, min redning, min helt.

Kigger på ham og viser posen med maden, så måtte han klare resten. Alle de andre forældre er så smarte. De har styr på det og det er endda nogle, som har vovet at marinere deres kød! Hvor overskudsagtigt skal man lige have lov til at være til sådan en fest? Mødrene er slanke og har høj hæle på (kommer de direkte fra arbejde?). Jeg ser meget ud, som om jeg er på barsel. Nederen.

Men lige meget, mine fire skønne unger er søde (selvom de skændes om de to coladåser) og min dejlige mand griller vores mad. Jeg har selvfølgelig ikke bestik eller tallerkner med, det er spejder-style eller ”fire børn og jeg prøver at overleve dagen”-style. Faren kommer tilbage med pølserne på en Askepottallerknen lånt af nogle bedre forberedt medlidende forældre.

Jeg har selvfølgelig købt det forkerte brød men det er lige meget nu. Jeg har jo husket ketchup, det er altid det. Man skal se positivt på tingene.

Så siger Faren så stille og roligt: ”Vi er de eneste med røde pølser”.

Ja, ok, og hvad så? Tænker jeg. Så griner de, ham og vores ven (ham med Askepottallerken).

Jeg forstår ikke noget.

Og så kan jeg lære det. Ligesom udtalelsen af den bløde ”d”, bliver jeg nok aldrig rigtig færdig med min integration. Man må aldrig købe de røde pølser! Hvor f… skulle jeg vide det fra? Det var jo skrevet hotdog-pølser på posen! Gad vide, om jeg tit ”dummer” mig og folk ikke siger noget?

Så kiggede jeg på de røde pølser og så faldt mit blik på de to røde dåser Cola (ikke Zero, Ikke Light), og så tænkte jeg, at jeg havde to valg. Enten kunne jeg være ked af at ligne en total white-trash husmor eller kunne jeg være en frontløber.

Jeg valgte så, at være betragte mig selv som en af dem, der skaber nye trends. Jeg vil, kan ikke være perfekt. Jeg når nok ikke at marinere kød til grillfester de næste 10 år, og hvad så?

Det eneste virkelig svære er nok, at alle de andre ikke endnu har forstået, at jeg er så ultramoderne.

la saucisse rouge

egero ergo sum *

Så har jeg fået klippet håret.

Mit lange hår, med den længe ventet længde.

Klippet. Kort. Slut.

Praktisk? Frisk?

Eller bare nyt og udført på grund af stor lyst til at være hos frisøren få fred for en stund?

Interessant, hvor meget betydning, der rent faktisk ligger i håret hos kvinder.

I mødregruppen har en af de andre havde også fået klippet hendes lange, lyse hår. Som om de havde forventet denne drejning, lykønskede hendes mor og søster hende med det nye ”morhår”. En slags velkommen i vores klub-ting. Sikke en klub…

I mødregruppen griner vi så i kor af familiens kommentar, men lidt skræmmende er det alligevel. Inderst inde rammer det nemlig noget ømt om, hvem jeg er og er blevet efter jeg blev mor.

Det var heller ikke megen hjælp at hente hos La Grande. Da jeg kom ind i SFO’en for at hente hende, bemærkede alle hendes veninder mit nye hår. La Grande kiggede hurtigt på mig og mit hår. Ingen kommentar, men jeg kunne se i hendes øjne, at det ikke var særlig meget respekt for min handling. Hun er selv helt overdrivet glad for sit lange hår. Jeg kan godt se, at der ikke er ret mange Disney prinsesser eller Barbier med kort hår…

Er jeg som nybagt mor blevet lig med en som har mistet sin hvindelighed, sin sensualitet eller sit tiltræknigspotentiale? Dette ”morhår” lyder slet ikke som én lækker og frisk kvinde. Det lyder virkelig meget mere deprimerende; som en, der er kedelig og meget træt. Eller faktisk endnu værre, som en, der har opgivet.

Jeg synes, at det er svært, samtidig at være den omsorgsfulde mor, den dejlige kæreste, den velsoignerede kvinde, den gode veninde, den retfærdige opdrageren eller den frække sexpartner. Alt i et. Træt. Menneske.

Det er uden tvivl en hård periode, når man lige har fået en baby. Men at opgive, nej tak!

Man skal genfinde sig selv og sine mange facetter og roller. Det er svært men jeg nægter at blive en med ”morhår” eller ”mornumse” (se tidligere indlæg…).

Ikke fordi planen er at være en MILF (mother I’d like to you know what) men min nye frisur er i modsætning til morhåret en måde at tage styringen igen.

Desuden synes Faren, jeg ser lækker og frisk ud med det nye hår.

Så kan resten være fuldstændigt lige meget…

* Jeg handler, altså er jeg

Forældreskabets anakronism…

Min veninde B. fra Danmark er på ferie hos os med sin kæreste.

Vi har også et dansk vennepar på besøg med deres børn.

Her er det et hit at køre til Alsace og besøge vingårde. Der kan man købe gode vin og opleve de smukke små landsbyer langs vinruten. Ren Disney-agtig idyl.

Lærerigt deprimerende var det dog at høre de to versioner af oplevelsen af Alsace. Med og uden børn.

På den ene side har vi venneparret med børn. Først skulle de til Ørneshowet, et show hvor rovfugle flyver over dit hoved…Børnene skal også opleve noget. Dagen var varm og børnene trætte efter turen. Lige inden de skulle køre tilbage fik forældrene lov til at skynde sig ind hos en tilfældig vinbonde og købe vin uden engang at smage den.

På den anden side har vi min veninde B. og kæresten.

Efter dagen i Alsace kommer B. ind ad døren iført en sexet, orange kjole, flotte sandaler med nylagt neglelak og så en lille bitte smule træt ud. De var jo lige vendt hjem fra Colmar, efter adskillige vingårdsbesøg og (ifølge dem) alt for mange vinsmagninger. Sådan kan det gå.

Jeg, iført min lille sorte amningskjole, som La Petite har gylpet på i løbet af dagen og som viser store tegn af træthed (kjolen altså),  mine Birkenstok og en neglelak, der trænger til at blive genopfrisket.

Børn i alle alder omkring os ved spisebordet løber rundt og spiser pandekager med is.

Vi prøver ”Happy family” stemningen, indtil B. fortæller, at de ikke har spist, fordi de simpelthen ikke kunne overskue at spise en tre retters menu på restaurant igen.

Stilhed omkring bordet.

Som mine dejlige svigerforældre siger: Børn er en gave